Mange har efterhånden hørt om kraniosakral terapi (KST), benytter det måske også til hesten eller sig selv, men hvad er det egentlig?

KST er meget blid afspændingsteknik, hvilket gør den velegnet til sensitive heste, som ikke responderer så godt på manuel terapi, som fx massage eller ledmobilisering. 

Selvom KST er en blid teknik, skal man ikke underkende virkningen, da det er en yderst effektiv måde at behandle ubalancer på. 

Selvom det måske ser ud som om, at terapeuten ikke "laver noget", så kan du være sikker på, at der sker en masse i hestens krop. 

Kraniosakral terapi er enormt dybdegående og effektiv på svære spændinger. 

KST hjælper med at aktivere kroppens egne afspændingsmekanismer og forbedre bevægelse og reducerer spændinger.

KST som terapiform tager udgangspunkt i bevægelsen mellem kraniet og sacrum (korsbenet), heraf navnet Kranio-Sakral-Terapi.

Hvis der er en ubalance i kraniet vil det påvirke hele systemet ned til sacrum, som fungerer som en helhed via duramater (hjerne-/rygmarvshinden) og det samme den anden vej. 

En ubalance i KST-systemet kan påvirke bevægelsen, nervesystemet, fordøjelsen og de indre organer.

Ved hjælp af KST tryk stimuleres det parasympatiske nervesystem, som er ansvarlig for hestens afspændingsrespons, og med konkrete greb og teknikker kan man målrette denne afspænding til specifikke anatomiske strukturer. 

Som kraniosakral terapeut høre man ofte "Du rør jo næsten ikke ved den", men indvirkning med kranio sakral terapi indbefatter kun blid berøring, og de små tryk og træk er så små, at man ofte ikke kan se, at terapeutens fingre bevægelser sig. En stor del af indvirkningsmekanismen bliver aktiveret af, at man holder kontakt på bestemte anatomiske strukturer indtil vævet responderer. Dette kan vare alt fra sekunder til flere minutter.

Når hestens krop reagerer med afspænding, vil hesten typisk smaske, gabe, ryste på hovedet eller måske vise kortvarigt tegn på ubehag for derefter at slappe helt af. Alt dette er kroppens måde at indikere, at det parasympatiske nervesystem er stimuleret, og at noget i kroppen slapper af. Således kan vi se på hestens adfærd, at spændingerne slipper og at teknikkerne virker.

Kranio sakral terapien er udviklet som en del af osteopatien, og således er teknikken beregnet til at indgå i en helhed sammen med andre teknikker så som massage, ledmobilisering og diverse fasciateknikker.
I nogle tilfælde er kranio sakral terapi den helt rigtige tilgang til den enkelte hest, og man behøver ikke at supplere den med noget. I andre tilfælde er det slet ikke den tilgang, der virker for den enkelte hest. For langt de fleste heste, er en kombination af kraniosakral terapi og andre teknikker den optimale løsning.